Du bruger mange timer i din seng hver nat, og sengens kvalitet er derfor altafgørende for din rygs helbred. Både din madras, topmadras, hovedpude, dyne samt din sovestilling har indflydelse på hvordan, din ryg har det.

Vælg den rette seng til din ryg

Rygproblemer er et problem for mange mennesker. Uanset om du lider af ondt i nakken, lænden eller skuldrene, er det en invaliderende sygdom for de fleste, som er ramt af den. Du kan lave mange øvelser for at forbygge rygproblemer, og hvis du allerede lider af smerter i ryggen, har du sikkert fået behandlinger ved en kiropraktor, massør eller en fysioterapeut for at komme smerterne til livs. Alt dette kan i princippet være spildt arbejde, hvis du sover i en seng, der ikke fungerer optimalt for din krop. Du bruger op mod 7-8 timer hvert døgn i sengen, og det er derfor vigtigt, at den er god for din ryg.

Det vigtigste er en god madras, som passer til din krop. Det er en god idé at afprøve en masse madrasser inden du beslutter dig for, hvilken madras du vil købe. Madrassen må hverken være for hård eller for blød, og derfor er dit valg af madras også højest afhængig af din kropsvægt. Hvis du sover sammen med en partner, der har en markant anderledes vægt end dig, kan I med fordel vælge at investere i to forskellige madrasser eller topmadrasser, så jeres respektive behov i forhold til madrassens kvalitet bliver opfyldt. Desuden skal du være opmærksom på, at der går et stykke tid inden din krop vænner sig til den nye madras. Det er derfor en god idé at sikre dig, at du kan bytte din nye madras til en anden, hvis du skulle finde ud af, at din nye madras ikke fungerer optimalt for dig og din ryg.

Afprøv forskellige madrasser til du finder den der passer dig

Der findes mange vandrehistorier om, at en god madras skal være så hård som mulig. Vi må her konstatere, at der ikke er hold i denne vandrehistorie. Din madras skal naturligvis heller ikke være alt for blød, men forsøg at finde en mellemting. En god tommelfingerregel er, at du skal kunne presse en hånd ind under din lænd, når du ligger helt fladt ned på madrassen. Hvis du ikke kan det, er madrassen for hård. Madrassen er derimod for blød, hvis dine hæle og bagdel synker nedad. Tag dig tid til at prøve en masse forskellige madrasser og find den, der passer lige præcis til dig.

Hovedpuden kan være lige så vigtig

En anden vigtig del af sengen er din hovedpude, som du skal støtte dit hoved på. Hvis den ikke fungerer godt nok, risikerer du at få ondt i nakken. Smerterne herfra kan hurtigt sprede sig til dit hoved eller ned i din ryg, og det er derfor helt essentielt med en ordentlig hovedpude. Mange mennesker har en tendens til at stable en masse puder sammen for at ligge lidt højere, men dette er kun en fordel, hvis du er forkølet. I alle andre tilfælde anbefales det at nøjes med én pude, så dit hoved kommer til at ligge i samme stilling i forhold til kroppen, som hvis du stod op. Det er meningen at puden skal støtte under din nakke, og hvis du har tendens til at sove på siden, kan du finde højere puder, der går ind og støtter din nakke, selvom du ligger på siden. Det anbefales at prøve en masse hovedpuder af for at se, hvilken type der passer bedst til dig.

Det er vigtigt at lytte til din krops signaler, og hvis du oplever smerter i din ryg, bør du overveje hvorfor disse smerter kommer. Din sengs kvalitet kan meget vel være en af de vigtigste årsager, så overvej om der er noget der kunne skiftes ud der, så du kan forbygge eller behandle dine rygproblemer.